dec 17
2025

Temakonkurrencen, 2. runde. Presset
Af Poul Chr. Jensen
 
Temaet i årets anden afdeling af temakonkurrencen var ”Presset”. Om deltagerne også har følt sig presset op mod deadline vides ikke – nogle har sikkert. Nogle arbejder bedst under pres, andre gør ikke og foretrækker en mere struktureret tilgang til opgaven. Her må det bare konstateres, at uanset hvilken tilgang man har haft til opgaven, pres eller struktur, har det ført til mange spændende løsninger på dagens tema.
 

Et par bukser i færd med at blive presset under strygejernet, 6 fed hvidløg i kø på skærebrættet til en tur i hvidløgspressen og en tube håndcreme, der er blevet presset for det sidste indhold. Ja, så er vi godt i gang med de fotografiske fortolkninger af dagens tema.
Der var et billede af den sydeuropæiske parkeringsmetode, hvor biler presses kofanger til kofanger, fugleskræmslet på vej gennem en gammeldags tøjrulle, en plastkasse tæt på sammenbruddets rand fordi den blev brugt som opklodsning af en bil uden dæk samt et lille bindingsværkshus presset til det yderste af et træ, som Photoshop på finurlig vis havde placeret klods op ad huset.
Man kunne se billeder af en bølge, der presses mod klipperne og forvandles til et gejserlignende sprøjt og en mand, presset ind i kunstige bryster og dertil hørende bh i et regnbueoptog.
På andre billeder var der arbejdet meget med symboler. På det ene var hovedmotivet en skrigende mund, som på meget kunstnerisk vis var kopieret sammen med en masse symboler på det pres tiden og udviklingen udsætter os for. Man kunne ane en bil, som symboliserer den tiltagende påvirkning af klimaet og i den anden side af billedet kunne man se raket og kontroltårn, som symbol på den verdensorden vi bliver udsat for med mange krige rundt om i verden. Ja, der er meget som presser os mennesker. På et andet billede i samme gennemarbejdede stil, kunne man se symboler på en person, der er presset af de høje priser på fødevarer, flankeret med fragmenter fra diverse valgplakater. Hvem skal man stemme på i en presset situation?
Et billede viste en dukke presset og fastholdt op ad koranen med en skruetvinge. Et stærkt og symbolsk billede, som sætter gang i mange tanker.
Fra dyrenes verden så man et billede af en skildpadde, som stærkt presset blev ”overløbet” af en artsfælde. Selvom den, grundet det tykke skjold, nok ikke kunne føle det fysiske pres, må den trods alt føle en vis form for pres.
Kort op til deadline, spillede Danmark en afgørende fotoboldkamp mod Skotland, hvor de skulle opnå mindst uafgjort for at kvalificere sig til det kommende verdensmesterskab. Ved kampens slutning var vores landshold mega pressede. 6:17 inde i overtiden på 6 minutter var de bagud 3-2, mere presset kan man ikke være. Dette blev fortalt via en affotografering af TV-skærmen, hvor man i baggrunden kunne se teksten ”Tak for at støtte dansk fodbold” på en bandereklame.
Andre eksempler fra sportens verden viste en presset bokser samt en episode fra en volleyball kamp, hvor den ene deltager, stærkt presset, er på vej langt udenfor banen for at redde en bold, som en medspiller havde sendt på afveje.
Nuvel. Ingen af disse fine fortolkninger endte i top tre.
På tredjepladsen så vi en indisk tigger, som meget tynd og udhungret sidder og venter på lidt penge fra de forbipasserende. Ud over den sikre fortolkning af dagens tema, fremstår billedet grafisk meget flot. En mørk
og dyster baggrund sørger for, at blikket fastholdes på hovedpersonen, samtidig med at fortolkningen af dagens tema forstærkes yderligere.
I temakonkurrencen finregner vi på point ned til hundrededele, men selv med denne præcision, var det ikke muligt at udpege én vinder. Nej, der var fuldstændig pointlighed, hvilket så udløser to førstepladser.
Den ene førsteplads gik til Niels Holmgårds billede af råddent æble, som presses mellem to stykker træ. Æblet fremstår som et ansigt med øjne og mund, hvilket rummer mange fortolkningsmuligheder, også fra de levende menneskers rige.
Den anden førsteplads gik til Sten Rynnings billede af en meget dramatisk situation fra en basketballkamp, hvor en stærkt presset forsvarsspiller væltes bagover af den angribende modstander. Sten fortæller, at han var blevet anbefalet at placere sig tæt på kurven for at fange dramatiske situationer. Det må man til fulde sige er lykkedes i dette billede. Sten var så tæt på, at han også blev væltet omkuld i situationen.
Det blev en klubaften med et væld af gode fortolkninger og til stor glæde for alle med klubbens nyeste medlem, Sten Rynning, på en delt førsteplads, efter en stor indsats.
Også i den samlede stilling var der tæt opløb. Med kun 8 hundrededeles forskel til andenpladsen, blev det et andet af klubbens nye medlemmer, Lars Tegen, som nu kan smykke sig med titlen som årets Temamester.
Takket være klubbens nytilkomne, er der pustet nyt liv i temakonkurrencen. Det tyder godt for næste års konkurrence.
   
Tillykke til de tre vindere!



De 3 vinderbilleder og pointlisten ses herunder:

tema 25 02 01a
Delt 1. plads: Niels Holmgård

tema 25 02 01b
Delt 1. plads: Sten Rynning

tema 25 02 03
3. plads: Lars Tegen




Traditionen tro kan man give hvert billede fra 1 - 10 point. Pointene herunder fremkommer ved at dele antallet af afgivne stemmer op i det samlede pointtal. Derved får man en ensartet pointgivning henover runderne uanset antallet af dommere (læs: medlemmer). Det giver samtidig retfærdighed i tilfælde af, at autor ikke selv er fremmødt og derved ville kunne få et højere gennemsnit, idet man ikke må give sit eget billede point.

  Autor Runde 1 Runde 2 I alt
1 Lars Tegen 6,50 6,27 12,77
2 Niels Holmgård 6,33 6,36 12,69
3 Lars T. Andersen 6,42 5,64 12,06
4 Anders Iversen 6,00 6,00 12,00
5 Niels Jørgen Valentin 5,92 5,82 11,74
6 Poul Chr. Jensen 5,50 5,91 11,41
7 Erik Ringkjøbing 5,00 5,91 10,91
8 Niels Erik Andersson 3,67 5,73 9,40
9 Sten Rynning 6,36 6,36
10 Henrik R. Kristensen 5,17 5,17
11 Rune Larsen 4,54 4,54
12 Erling C. Hollmann 4,50 4,50