Udstilling

  • 12. oktober 2017

    Besøg på Brandts med rundvisning i udstillingen med Sam Shaws billeder


    Brandts, Remembering Sam Shaw

    Efter en aften i klublokalerne på Asser Rigsvej, hvor vi var på rundtur i Japan med Adam Grønne som rundviser er det nu tiden at vi skal til fotografen Sam Shaws spændende univers. Vi mødes nemlig senest kl. 19 ved indgangen på Brandts, Brandts Torv, og går med på en gratis rundvisning i Sam Shaw udstillingen på Brandts. Der er også gratis entré.

    Kom gerne i god tid...

    Ansvarlig for arrangementet er Poul Chr..



    Således beskriver Brandts fotoudstillingen i deres pressemateriale:

    Vi kender alle det ikoniske billede af Marilyn Monroe i den hvide kjole, stående over en rist i New York. Fotografiet er taget af den berømte amerikanske fotograf og filmskaber Sam Shaw (1912-99). Dette og en lang række fotos fra kunstnerens lange karriere kan opleves i udstillingen ”Remembering Sam Shaw – 60 års fotografi” på Brandts i Odense fra 28. september. Oplev stjerner som Marlon Brando, Audrey Hepburn, Burt Lancaster, Sophia Loren, Elizabeth Taylor og mange flere.

    Den amerikanske fotograf Sam Shaw (1912-99) er i dag kendt for sine ikoniske portrætter af kendte Hollywood-stjerner, musikere og filminstruktører. Men også hans still-fotografier fra filmoptagelser og billeder af hjembyen New York (fotografier der skabte flere forsidebilleder på bl.a. tidsskrifterne Life og Look! i 1950erne og 60erne) har været med til at cementere hans position som en af de væsentligste fotografer i det 20. århundrede.

    Udstillingen Remembering Sam Shaw – 60 års fotografi viser kendte og mindre kendte værker fra kunstnerens 60-årige karriere. Fra de fotojournalistiske billeder til sports- og, portrætfotografierne samt ikke mindst de film-relaterede billeder af stjerner som Marlon Brando, Audrey Hepburn, Burt Lancaster, Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Sophia Loren, Elizabeth Taylor, John Wayne, Anthony Quinn og mange flere.

    Fra fotojournalist til producer
    Sam Shaw startede sin karriere i 1940erne som fotojournalist. Han bar altid et kamera på sig og fik dermed fastholdt forskelligartede motiver fra hverdagens USA. Som redaktør for Colliers Magazine fik han mulighed for at rejse rundt i USA, hvor han dokumenterede alt fra hverdagssituationer, almindelige mennesker i arbejdssituationer, teaterforestillinger til politiske demonstrationer. Han bidrog bl.a. til det prestigefyldte Magnum Photo og tidsskrifterne Life og Look!. Fotografiet vedblev gennem livet at være hans foretrukne medie.

    I 1950erne begyndte han at arbejde for filmindustrien. Først som still-fotograf til at dokumentere filmscener, backstage og portrættere skuespillere, men også til at lave pr-materiale. Tidligt i sin gymnasietid havde han mødt flere fra filmmiljøet og derfor var det kreative, det kunstneriske og Hollywood glamouren ikke fremmed for ham. I Hollywood mødte Shaw mange af de stjerner, han forevigede i sine portrætter.

    Shaw skabte oprigtige, ærlige portrætter af de mennesker, han mødte. Han begyndte allerede i slutningen af årtiet at producere sine egne film i samarbejde med især instruktører fra ’American Independent Cinema’ som bl.a. John Cassavettes. Mest kendt er Paris Blues fra 1961 med Paul Newman og Sidney Poitier i hovedrollerne. Op gennem 1970erne arbejdede han tæt sammen med John Cassevettes, og de modtog flere anerkendelser og priser for disse film.

    Nært forhold til Marilyn Monroe
    Sam Shaw mødte den legendariske skuespillerinde Marilyn Monroe i 1951. De udviklede et livslangt venskab og Shaw har om nogen været fotografen, der har ‘skabt’ offentlighedens billede af Monroe. Han var bevidst om, at hun havde en særlig magi og hævdede, at hun var den af alle hans portrætterede, der kendte kameraet bedst; hun var ifølge Shaw født til rollen. Ud over de kendte portrætter skildrede Shaw også Monroe i mere private og mindre ’stylede’ situationer – der var en unik tillid og fortrolighed mellem fotografen og modellen.

    Naturlige og ærlige portrætter
    Den professionelle baggrund som fotojournalist i de tidlige 1940erne kom til at præge Shaws kunstneriske og æstetiske tilgang i alle hans fotografier. Men han ville mere end blot nøgternt registrere det øjet så. Han var også optaget af at komponere billedet, så det fungerede visuelt og skabte fortællinger. Og han ønskede at fremmane den historie og skæbne, som det enkelte menneske repræsenterer. Derfor gik Sam Shaw direkte og ærligt til sine motiver, og skabte meget autentiske billeder. I portrætterne af Hollywood-stjernerne foretrak han at fotografere dem i naturlige, ikke-iscenesatte situationer uden make-up og andet staffage. Han opmuntrede dem til at agere spontant og impulsivt. Og det åbenlyse tillidsforhold mellem Shaw og skuespillerne giver portrætterne et blik ind i mennesket bag kameraet.

    Mindre kendt er Shaws portrætter af hverdagsamerikaneren, men også disse er præget af en umiddelbar respekt og anerkendelse af mennesket som et subjekt i sin egen ret. Sam Shaw inddelte ikke verden i hierarkier af vigtige og uvigtige motiver. Han engagerede sig i det han så og fandt en skønhed i det.

    Udstillingen er skabt i samarbejde med Sam Shaw Archive og BuchsteinerArtManagement
    Her kan du se en tysk reportage, fra dengang udstillingen var i Rüsselsheim
  • 16. februar 2017

    Besøg på Brandts 13


    Brandts 13, Trine Søndergaard og I krig og fred

    Endnu en klubaften udenfor klublokalerne på Asser Rigsvej. Vi ser i samlet flok udstillingerne Vakuum af Trine Søndergaard og I krig og fred på Brandts 13. Vi mødes den 16. februar kl. 19 på Jernbanegade 13.
    Ansvarlig for arrangementet er Poul Chr..

    Det ser efterhånden ud til at Brandts 13 er blevet erstatning for det hedengangne Museet for Fotokunst. Der har ihvertfald været mange spændende fotoudstillinger i det tidligere kunstmuseum. Det er vi som fotoklub begejstrede for, og så er det jo perfekt, at der er fri adgang på torsdage, som er vores klubaftener.


    Trine Søndergaard
    Den internationalt anerkendte fotograf, Trine Søndergaard er kendt for sine sanselige, fotografiske værker. Hendes billeder er ofte lavmælte portrætter, mennesketomme rum og landskaber. Men stilheden er kun tilsyneladende. For bag de knivskarpe scener gemmer der sig et dramatisk blik på levede liv og vores menneskelige forhold til naturen og omgivelserne. Udstillingen viser helt nye værker i dialog med eksempler på kunstnerens tidligere arbejde.

    Kilde: Brandts 13


    I krig og fred
    Et sted mellem 175 og 200 millioner mennesker har siden starten af det 20. århundrede mistet livet på grund af politisk og religiøst motiverede konflikter. Alligevel er krig en abstrakt størrelse, der er svær at forstå for de fleste. Men for nogle mennesker, nemlig soldaterne, er det en naturlig del af uddannelse og hverdag. Og uanset om man ser dem som helte eller skurke, så er de almindelige mennesker med ualmindelige jobs. I Krig og fred handler om disse mænd og kvinder, som de er blevet skildret af fotografer i felten – og udenfor.

    Det er historien om at have et job ladet med politisk og social betydning, men også historien om mennesker, der forsøger at etablere en form for normalitet og dagligdag under ekstreme omstændigheder. Udstillingen fortæller om soldater fra hele verden gennem de sidste 100 år og sætter samtidig fokus på nogle af de fotografer, der er vidner til livet og døden i verdens brændpunkter.

    I Krig og fred produceres i samarbejde med Danmarks mest anerkendte reportagefotograf Jan Grarup.

    Kilde: Brandts 13

    Se et portræt af Trine Søndergaard her
    Her fortæller Jan Grarup og Marianne Ager om I Krig og Fred
  • Café Analog

    Medlemmer fra OFA udstiller deres egne billeder i Albanigade.


    Café Analog

    Af Niels Holmgård

    På Albanigade lige ved Benedikts Plads ligger en café med sin egen stil. Allerede fra 8-tiden om morgenen begynder kvarterets beboere at rykke ind for at få morgenkaffen. Studerende mødes i grupper, og over en god kop kaffe går de med deres medbragte computere i gang med at diskutere en spændende studieopgave.

    I løbet af dagen har caféen pænt besøg, og det drejer sig om folk i alle aldersgrupper. Også om aftenen kan der være aktiviteter. Der bliver fx arrangeret foredrag og fællesspisning.

    Café Analog hedder caféen, og ejeren Peter er en meget åben person. Da jeg en dag henvender mig og spørger, om han har lyst til at udstille nogle af OFA’s billeder, er han straks interesseret.

    Som fotoklub ønsker vi i OFA selvfølgelig at vise vores billeder til andre. For nogle år siden lavede vi en udstilling på SDU’s bibliotek. Billederne blev også udstillet i COWI’s Odense afdeling.

    I vores tidligere udstillinger har vi ønsket at præsentere vores udstillingsbilleder som en samlet pakke. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre på en lille café. Det blev derfor et begrænset udvalg, som kom op at hænge. Vores udgangspunkt har været, at flest mulige OFA-medlemmer er præsenteret med et billede.

    På den måde har de udstillede fotografier et forskelligt udtryk, og de viser forskellige indfaldsvinkler til fotografi. Det er café-ejer Peter begejstret for, og han fortæller, at reaktionen fra caféens gæster har været positiv.

    Da billederne skulle hænges op, stillede jeg med vaterpas og lang lineal. Peter sagde så, at vi jo også bare kunne bruge de huller, der i forvejen var i væggen. Det gjorde vi, og jeg kunne da godt se, at en traditionel galleri-ophængning ikke egnede sig på Café Analog, der er kendetegnet ved at have lidt mere kant end så mange andre af byens mere strømlinede steder.

    ”Fotografi, det kan alligevel noget” hører vi fra et af caféens borde.

    Det er Sten Sagen og undertegnede, der har udvalgt billeder og været i kontakt med caféen. Billederne når ud til et bredt publikum, og det er vi glade for.

    Og så er kaffen god!

    Caféen har åbent hverdage fra kl 8 til 17.30 og lørdag kl 10 til 16.30 

  • Vi udstiller på Kommune Data

    Vores udstilling er flyttet

    Fra kaffebar til kantine.

    Vi, Sten og Niels, har i dag hængt OFA’s udstillingsbilleder op i KMD’s kantine. I Odenseafdelingen på Niels Bohrs Allé er der 200 ansatte, og de har alle dagligt deres gang i kantinen. Det giver garanti for, at vores billeder bliver set af mange.
    Udstillingen skal hænge frem til 14. marts.

    Glædeligt, at der allerede under ophængningen var stor interesse for fotografierne. De første tilbagemeldinger lød på, at folk var glade for variationen i motiver og genrer.

    Kunstforeningen har haft mange maleriudstillinger. En del af de ansatte ville gerne have lidt fornyelse, og de havde efterspurgt noget fotokunst. Kunstforeningen var stødt på OFA’s hjemmeside og havde syntes, vores billeder så spændende ud.

    OFA’s næste ambition er at udvide vores samling af udstillingsbilleder og finde nye steder at udstille. Så har du eller dit firma en plads til vores billeder, er du mere end velkommen til at kontakte os.

    Alle fotos: Niels Holmgård