Kender du det? Man har lyst til at gå en tur, for at tage billeder og så går det undervejs op for en, at her har man været hundredevis af gange før - man kan ikke se motiverne, for man er så vant til at se området, at man er blevet blind for dem.
Det var med den tanke i hovedet, at jeg satte mig for at vibecode en lille app, som kunne tage højde for det problem.
Resultatet finder du her på OFA´s hjemmeside: Tilfældig Rute. En tilfældighedsgenerator der kører i din browser, ingen download eller installation. Bare åbn browseren på din telefon og gå til adressen. Simpel at bruge: Vælg hvor mange billeder du vil tage, og lad appen fortælle dig, om du skal dreje til venstre, højre eller gå ligeud ved hvert vejkryds. GPS-sporingen registrerer din rute undervejs, og når turen er slut, kan du downloade et rutekort med alle dine fotosteder markeret.
Jeg har brugt den et par gange selv og synes, at det er en god hjælp til at komme steder, man måske ikke lige havde tænkt på at gå hen. Det er også udfordrende, for princippet er, at man SKAL tage et billede imellem det vejkryds man kommer fra og det vejkryds man er på vej til. Men benspænd er altid godt - det øger kreativiteten.
Herunder kan du se, hvad der kom ud af en tur jeg gik i Marstal for nyligt.
Erling C. Hollmann