Kulsvierens olivenlund
Af Erling C. Hollmann
I juni var mit livs udkårne, Birthe og jeg en uge på Kreta. Det var vores første gang på øen og vi vidste, at området vi skulle bo i, var ret, for ikke at sige det, meget turistet. Derfor havde vi besluttet, at vi ville leje en bil for at komme lidt rundt i de smukke landskaber. Efter et par dage, hvor vi havde set lidt af hvert og besøgt nogle forskellige strande, havde Birthe mest lyst til at snuppe en afslapningsdag på stranden ved hotellet. Så jeg besluttede, at jeg ville køre på en fototur for mig selv.
Og som sagt så gjort. Kamerataske, lidt proviant og ikke mindst masser af vand blev pakket i den Kia Stonic vi havde til rådighed. Afsted det gik - uden noget fast mål eller ruteanvisning. Kom jeg til et T-kryds, tog jeg en hurtig beslutning og kørte enten til højre eller venstre. Der var masser at se, gamle forladte bygninger, dybe slugter, bjerge, smukke appelsinplantager og olivenlunde med meget gamle oliventræer.
Og så lige pludselig, midt inde i en olivenlund dukkede nogle store bunker af sirligt stablet træ op. 2 - 3 meter høje stod de der som et par gravhøje på et kulsort underlag. En lugt af svedent træ hang i luften og gav synet et noget dystert udtryk.
Under et par af træerne stod nogle gamle plastikstole rundt om en kabeltromle som bord. Var stolene de sidste rester af møblementet fra øens tavernaer, efterhånden som de var blevet skiftet ud med mere elegante udgaver? Et sted var et interimistisk shelter, med en madras der tilsyneladende en gang havde været hvid. Desværre var der ikke skygge af kulsvieren, jeg ville gerne have haft et par billeder med ham også. Efter at have fotograferet lidt og fået indtrykkene ind under huden - og måske aske i lungerne, startede jeg Kia'en op og vendte retur til hotellet og en dejlig frokost. En god oplevelse rigere.
