Årets første klubaften den 9. januar 2025, af Sten Sagen
Stemningen på mødet var spændt, glad og positiv som altid, når Årets Billede bliver afsløret. Denne gang var der ekstra aktivitet før dommeren gik i gang, for mange medlemmer havde medbragt deres papirbilleder til brug ved vores Jubilæumsarrangement d. 18. januar i Historiens Hus. Der skal nemlig hænges en del billeder op som en fotoudstilling i salen, hvor foredraget skal foregå. Billederne blev flittigt kommenteret og drøftet.

Fremmødet var meget stort, hele 22 medlemmer mødte frem, mere end ca. 80 % af klubbens medlemmer. 12 billeder var indsendt til konkurrencen.
Dommeren Holger Klintholm har arbejdet som underviser på VUC i blandt andet medievidenskab. I mange år har han været en meget flittig amatørfotograf og er desuden aktiv i Hamster Journal, kunsthal ULYS mv. Holger startede sin præsentation med at omtale bogen: Fotografiets grå mytologi, af Lars Kiel Bertelsen, en bog som har været en stor inspiration for ham.
Holger var meget glad for opgaven som dommer og engageret i opgaven, hvilket man også kunne høre i de mange gode og indsigtsfulde kommentarer til billederne.
Vinderen af årets Billede blev Niels Holmgård med sit billede: Livredderskole. Et fascinerende billede fra en strand på Sri Lanka.
Årets Billede 2024. Autor: Niels Holmgård. Titel: Livredderskole.
Niels Holmgård, den glade vinder af Årets Billede 2024.
Men Holger havde et andet billede, som han så som et ligeværdigt billede, nemlig Rune Larsens foto af en stribe fuldstændigt ens gule taxaer. Der kan dog ikke være mere end ét Årets Billede.
Kandidat til Årets Billede 2024. Autor: Rune Larsen.
Holger Klintholm afsluttede aftenen med at fortælle om sit fotobogsprojekt: "Oens" . En bog der kommer til at bestå af 111 billeder taget af Holger selv, men udvalgt af 111 personer, der har set en række af Holgers billeder og hver især har udvalgt det billede, som han eller hun finder bedst. I bogen vil der under hvert af billederne stå navnet på den, der har udvalgt billedet. Holger lagde nogle af sine billeder ud på bordene og de enkelte medlemmer fra OFA valgte hver et favorit billede og afsluttede aftenen med hver især at begrunde sit valg! Det bliver interessant senere at læse bogen. En sjov og inspirerende afslutning.
Den nye "Jubilæums" sæson er godt begyndt og det tegner til at blive en forrygende sæson!